I mange udbud efterspørges referencer på lignende opgaver, og for mange tilbudsgivere er deres referencer på løbende aftaler, så hvilken eksakt dato skal oplyses i ESPD'et?
Der har været divergerende meninger herom, og for nylig var der endnu en kommunal udbyder, der i spørgsmål-svar oplyste, at det skulle være kontraktstarten. Vi har derfor stillet "Bedre udbud" følgende spørgsmål:
"I ESPD'et del IV pkt. C om teknisk og faglig formåen oplyses ofte referencer på lignende opgaver. I forbindelse med løbende kontrakter, er det så startdatoen (der kan ligge mange år tilbage i tiden) eller er det den dato, der sidst er leveret på kontrakten, der skal oplyses? Tilsvarende for projekter: er det dato for indgåelse af kontrakten, eller er det leveringsdatoen?"
Og fået svaret:
"Udbudsloven lægger vægt på at arbejdet skal være udført eller ydelsen leveret. § 155 implementerer udbudsdirektivets artikel 60, som henviser til direktivets bilag XII, del II. I bilaget til udbudsdirektivet er der ligeledes lagt vægt på at listen kan omfatte bygge- og anlægsarbejder der er udført og vare og tjenesteydelser der er leveret.
På baggrund heraf må den relevante dato, der skal angives i ESPD'ets del IV pkt. C være datoen, hvor arbejdet eller ydelsen er udført/leveret.
Ved delleverancer må det være datoen for udførelsen af den pågældende leverance."
Det skal bemærkes, at løbende aftaler ikke skal være afsluttet, men naturligvis skal det økonomiske omfang være realiseret på en dato før tilbudsfristen.